Peter Frandsen

Peter Frandsen - optaget i Wall of Fame i 2017

Peter Frandsen kom til AB som 14 årig fra Hareskov IF, og det var faktisk ikke fodbold han kom for at spille. Der var ikke nok spillere tilbage på hans håndboldhold i Hareskov IF, så sammen med nogle kammerater skiftede han til AB. Samtidig med håndbolden i AB-hallen, spillede ABs 1. junior fodbold ved siden af under ledelse af Carsten Balslev, og det begyndte at trække lidt i unge Frandsen. Balslev gav efter for et par prøvetræninger og det var alle svært tilfredse med.

I sin anden sæson på juniorholdet vandt holdet Sjællandsmesterskabet med en finale sejr på 1-0 og selvfølgelig scorede Frandsen direkte på frispark til stor jubel for sine holdkammerater, der bl.a. talte Per Frimann og Flemming ‘Bolche’ Jørgensen.

Som ynglinge under Poul Kvist Madsens vinger, blev det til en sejr i Y-DMs østkreds, men desværre til et klart nederlag over to kampe i DM finalen mod Vejle. Med på dette hold var også Jimmy Hansen, Lars Rasmussen og Michael Jakobsen.

Som ynglinge debuterede Peter Frandsen på ABs førstehold i en kamp mod B1913 i landets næstbedste række i 1980, og det var vel en kamp som daværende træner Christian Andersen ikke kunne være tilfreds med. AB tabte 0-5.

Det blev til ikke mindre end 14 sæsoner på AB's bedste hold, de fleste som anfører og en masse herlige tacklinger og frisparksmål på CV’et. Frandsen gik altid forrest med en gejst og en indstiling, som af og til kastede et gult kort af sig, men han kæmpede 100 % for holdet og det blev til 392 kampe, som kun er 2 kampe færre end Peter Rasmussens klubrekord på 394.

Da Peter Frandsen i 1994 stoppede som aktiv, blev han ansat som assistenttræner under Johnny Petersen. Det bliver til 11 sæsoner som assistenttræner under Christian Andersen, Tonny Nielsen, Ole Mørch og Ove Christensen afbrudt af 4 indhop som cheftræner, og Peter Frandsen har været cheftræner i 34 kampe for AB, som har givet 37 point. 9 sejre, 10 uafgjorte og 15 nederlag og Peter Frandsen var cheftræner, da AB i 2000 vandt bronzemedaljer på Lyngby Stadion.

Det er fuldt fortjent at Peter Frandsen optages blandt de andre koryfæer, og vi er stolte af at vores historie byder på folk som Frandsen!

Optaget i april 2017