Christian Andersen

Den næste og sidste optagelse i år 2017, er for første gang en træner. Men man kommer ikke uden om Christian Andersen, når man ser på AB’s succesfulde årrække i 90’erne.

Christian Andersen er fodboldmand til fingerspidserne, og var kendt for at kalde sig ’Danmarks bedste træner’, samt de hvide tennissokker i hytteskoene. Da folk snakkede om det, blev han selv mere opmærksom på det, og gjorde det nærmest til sit eget brand.

Christian kom til AB som spiller tilbage i 1977, og var herefter træner i flere perioder. Først fra 1978-1983, og hernæst 1995-1998, hvor AB var toneangivende i Superligaen, og sidst i 2005-2007.

Med en offensiv spillestil var Christian med til at udvikle spillere som Peter Løvenkrands, René Henriksen og Jan Michaelsen, som alle kom på landsholdet og fik flotte karrierer i udlandet. Christian var som træner en unik personlighed, og fik det bedste frem i sit spillermateriale.

Sagt om Christian Andersen:
Der er ikke noget værre, end når spillerne opdager, at træneren ikke selv tror på det, han står og siger. Christian er lige omvendt. Han ikke bare tror på sine ideer om teknisk baseret, offensiv fodbold - han arbejder også stærkt på at omsætte dem i praksis. Det gør, at du som spiller tror på ham.

Han får én til at tro på sig selv og udnytte de evner, man har.

Har sat sit præg
Christian Andersens præg på ikke bare AB, men dansk fodbolds udvikling er ikke til at komme uden om. Med sin direkte måde at sige tingene på, så var man aldrig i tvivl om hans mening. Ved ikke at pakke tingene ind, så fik man også et ærligt svar, og dermed vidste man hvad man skulle forholde sig til.

En farverig person med hjertet på rette sted optages hermed i AB’s Wall of Fame. Christians søn, Casper Andersen, som tidligere har slået sine folder i AB, vil søndag modtage blomster på vegne af sin far, som fortjent optages.

Optaget i maj 2017