Nr. 12

AB Forever kunne d. 16. august fejre sin 20 års fødselsdag. AB Forever har siden stiftelsen i 1995 været en trofast støtte på sidenlinjen uanset om det har heddet Superliga eller 2. Division.

Vores fans gør os stolte, og spillerne kan mærke opbakningen, som giver de ekstra procenter, når der skal ydes på grønsværen. Det gør vore spillere stolte over at trække AB-trøjen over hovedet.

AB Forever er vores trofaste 12. mand. For os er AB Forever Danmarks bedste 12. mand, hvilket vi gang på gang har set mange eksempler på.

I forbindelse med 20 års jubilæet har vi derfor valgt at frede nummeret 12, til ære for AB Forever, så vi på den måde kan vise at vi sætter pris på jer, som er på tribunen i medgang og modgang, uanset om det er i Hjørring, Holbæk eller Gladsaxe!

Det er os der takker!