De brændte chancers kamp

1-1

Efter en stabil indsats onsdag i Gentofte imod HIK, var det Hillerød der kom på besøg på Gladsaxe Stadion på en solrig søndag eftermiddag.

Michael Madsen havde givet genvalg på alle pladser til dagens kamp.

Det var Hillerød der kom bedst fra start. AB spillerne virkede ikke klar fra første fløjt. Det var da også Hillerød der fik kampens første chance. Bolden blev spillet dybt i venstre AB side, på tværs til en meget fri Hillerød angriber, men heldigvis en meget uskarp afslutning forbi Mark Jensens mål.

Vi skulle frem til det 30. minut før akademikerne bed fra sig. En lang bold til Rohde, der headede den videre til Tangvig, der alene med målmanden afsluttede, desværre lige i fødderne på Hillerød keeperen.

Det blev en jævnt kedelig halvleg med meget spil midt på banen, med Hillerød som den mest toneangivende.

Fra start i anden halvleg valgte Michael Madsen at skifte to mand. Ud gik Sylvester Seger Hansen og en syg Daniel Wambach, på banen kom Armend Aslani og Seeju King. Der blev rokeret og Tobias Noer blev rykket op på midten.

Det var også Noer der var stærkt medvirkende til kampens første mål. En lang født aflevering dybt til Philip Oslev, på tværs til Yonas Nielsen der scorede sikkert til 1-0.

Hillerød var stadig meget på bolden, men akademikerne fik rigtig mange muligheder på omstillinger. I det 22. minut gik Adnan Curovic med. Lavede en bande med Yonas Nielsen, næsten alene igennem fik han afsluttet, men en sidste fod fra en Hillerød spiller, fik dirigeret bolden lige uden om den ene opstander.

Minuttet efter endnu en farlig omstilling. 3 mod 2, Tangvig til Yonas Nielsen, tilbage til Tangvig afslutning på overliggeren.

I det 26. minut kom Rasmus Nielsen på banen i stedet for Lucas Petersen.

Vi skulle frem til det 43. minut før endnu en stor chance kom. Rasmus Nielsen headede til Nicklas Rohde, der flot spillede den dybt til en fri Tangvig, der desværre ikke fir den rigtig under kontrol og sparkede forbi mål.

I første minut af overtiden blev det til endnu en omstilling. Yonas Nielsen til Aslani, der flot fandt Rasmus Tangvig i dybden. Alene med målmanden prøvede han at sparke i det lange hjørne, men ind ville den ikke.

Og så skete det der ikke måtte ske. Hillerød fik et indkast. Ind over, to ABére om bolden og i stedet for at få den væk blev der tøvet. Imellem kom en Hillerød spiller og sparkerde den i mål til slutresultatet 1-1.