Akademisk Boldklub startede lovende i årets første kamp mod Viborg FF på udebane og kunne tage hjem til Gladsaxe med et point i en hæsblæsende 2-2 kamp efter at AB fortjent havde været foran 2-0 og hjemmeholdets udligning kom langt inde i overtiden.
Målmand Jens Waltorp Sørensen måtte melde fra og det gav plads imellem stængerne til Nicolaj Bjerregaard, der gjorde det glimrende. Samtidig var der debut til Christian Gytkjær og Kristoffer Heeris, mens målmand Mikkel Hasling for første gang sad på ABs udskiftningsbænk.
Lidt overraskende var de to kantspillere Oliver Lund og Marc Dal Hende blevet klar, mens Lukas Lerager måtte melde fra med en mindre skade.
ABerne startede godt og satte hjemmeholdet under pres og havde flere gode tilbud.
Frederik Weibel pressede højt på banen og fik fat på bolden i kamp med en Viborg forsvarer i hjemmeholdets straffesparksfelt og alene med målmanden lagde Weibel elegant bolden forbi ham. 1-0 til AB.
Kort før pausen måtte backen Emil Farver desværre udgå med en - forhåbentlig - mindre knæskade og ind kom Oliver Hansen.
Et minut efter pausen stod det 2-0 til AB efter et flot angreb.
Frederik Weibel fandt Oliver Hansen på kanten, der efter et enkelt træk sendte Casper Offenberg afsted på kanten og hans gode indlæg blev til et flot debutantmål af Christian Gytkjær.
Nu havde ABerne chancen for at lukke og slukke med det tredje mål, men trods glimrende spil og gode chancer til bl.a. Christian Gytkjær og Rasmus Thelander udeblev målet.
Kampen vendte, da dommer Michael Svendsen noget uforståeligt, valgte at give AB backen Mads Brandis en advarsel for at trække tiden i forbindelse med en dødbold og da Mads i forvejen havde en advarsel måtte han forlade banen med 12 minutter igen.
Thomas Dalgaard fik reduceret til 1-2 alene med Nicolaj Bjerregaard kun fire minutter efter udvisningen og dybt inde i overtiden mente dommer Svendsen, at hjemmeholdet skulle have et frispark lige udenfor straffesparksfeltet, som Simon Nagel flot sparkede i mål til slutresultatet 2-2.
Men en rigtig flot AB præstation og god start på foråret, der lover godt.
ABs hold: Nicolaj Bjerregaard, Mads Brandis, Rasmus Thelander, Casper Andersen, Emil Farver (42. Oliver Hansen), Klaus Lykke (anf.), Nicolai Melchiorsen, Frederik Weibel, Oliver Lund (75. Marc Dal Hende), Christian Gytkjær (83. Kristoffer Heeris), Casper Offenberg - på udskiftningsbænken uden at komme ind: Mikkel Hasling, Jakob Nielsen, Azad Corlu og Muamet Asanovski.
Mål: 18. min. 0-1 Frederik Weibel, 46. min. 0-2 Christian Gytkjær, 82. min. 1-2 Thomas Dalgaard, 94. min. 2-2 Simon Nagel
Advarsler AB: Mads Brandis (2), Casper Offenberg og Klaus Lykke
Udvisning: Mads Brandis (78 min.)
Tilskuere: 2719