AB var uden de karantæneramte Rasmus Thelander og Lukas Lerager i lørdagens kamp i Hjørring, mens Jens Waltorp Sørensen, Emil Farver, Marc Dal Hende, Thomas Juel-Nielsen og Semere Haile alle var ude med skader.
Det betød bl.a. at U/19 holdet var repræsenteret på udskiftningsbænken i form af målmand Lucas Ivik samt offensivspilleren Lasse Würtz og den eneste ændring i startformationen i forhold til 1-1 kampen mod FC Vestsjælland var, at Nicolai Melchiorsen erstattede Lukas Lerager på midtbanen.
Det blev en rigtig lang lørdag eftermiddag for AB i det jyske, hvor spillerne præsterede langt under normalt niveau mod et hjemmehold, der var langt mere klar end ABerne.
AB havde set over hele kampen en del spil, men meget få målchancer. De muligheder der kom, var på langskud eller på standardsituationer.
De første 45 minutter var hæderlige, men i halvlegens sidste minut kom dagens første scoring, hvor AB forsvaret ikke var hurtige nok til at orientere sig efter et boldtab.
Cheftræner Kasper Kurland snakkede med store bogstaver i pausen og ABerne startede da også bedre, men langsomt og sikkert gled spillet over på jyske fødder og deres sejr på 4-0 var fuld fortjent.
ABs forsvar havde det svært med lange bolde over forsvaret og ved to af scoringerne havde FC Hjørring angriberne nemt ved at lobbe bolden over AB målmand Nicolaj Bjerregaard og de sidste tre scoringer faldt endvidere indenfor kampens sidste 7 minutter.
Angriberen Kristoffer Heeris (billedet) kom på banen efter 60 minutter, men måtte desværre forlade banen et kvarter senere med en skade.
AB har gode muligheder for at lave en bedre præstation på søndag, når turen går til Næstved!
ABs hold: Nicolaj Bjerregaard, Mads Brandis, Oliver Hansen, Casper Andersen, Oliver Lund, Klaus Lykke (anf.), Nicolai Melchiorsen, Frederik Weibel, Muamet Asanovski (85. Jacob Nielsen), Christian Gytkjær, Casper Offenberg (60. Kristoffer Heeris (75. Azad Corlu))- ikke benyttet: Lucas Ivik (målmand), Gunnar Zachariasen og Lasse Würtz
Mål: 45. min. 1-0 Patrick Pedersen, 83. min. 2-0 Michael Nielsen, 87. min. 3-0 Michael Nielsen, 89. min. 4-0 Søren Philipp
Advarsler: Mads Brandis og Casper Andersen, AB og tre til FC Hjørring
Udvisninger: ingen
Tilskuere: 863
Dommer / linjedommere: Peter Kjærsgaard-Andersen med Lars Winther Nielsen og Ejub Avdic på linjerne