Søndag eftermiddag kl. 15.00 er der rigtig københavner brag på Gladsaxe Stadion, når AB tager imod BK Frem.
Indgangene åbnes kl. 14.00, men allerede fra 13.30 kan du varme op til kampen med spisning og hygge.
I Rene Henriksen Loungen på Den nye Tribune er der nemlig som altid mulighed for at få en bid mad inden kampen.
Man kan få hele herligheden til meget pæne priser.
Således koster mad og billet til kampen 100 kr. Har du i forvejen et sæsonkort, så skal du kun betale 50 kr. Børn under 6 år har gratis entre, og børn mellem 6-15 år slipper med 75 kr. for både indgang og mad.
Derudover er der salg af drikkevarer til meget fornuftige AB priser.
Det eneste du skal gøre, er at møde op i Rene Henriksen Loungen på 2. sal på Ny Tribune fra kl. 13.30 og tilbuddet gælder alle AB fans.
Der vil også være mulighed for at deltage i en quiz, hvor vinderen kan vælge mellem tre ting i AB Shoppen.
Dette kan man høre meget mere om på søndag.
Derudover kan man gætte på kampens resultat i måltips-konkurrencen, hvor noget af overskuddet går som tilskud til ABs fanklub AB Forever.
Inden kampen og i pausen kan du opleve ABs dygtige dansepiger fra Foxy Cheerleaders, der vil underholde og sørge for at alle tilskuerne kommer i den rette stemning.
ABs børneklub Krudtuglerne arrangerer en AB quiz, for alle børn med et grønt AB hjerte, hvor vinderen kan få taget et billede med deres ønskespiller efter kampen.
I kan læse meget mere om arrangementet inde på vores hjemmeside www.ab-krudtuglerne.dk , hvor man også kan blive en del af børneklubbens nye spændende univers, og se hvordan man tilmelder sig Krudtuglerne.
Håber vi ses i Krudtugle-hulen på Den gamle Tribune.
ABs trænerduo Flemming Christensen og Michael Schäfer udtager truppen til søndagens kamp efter lørdagens lette træning på Gladsaxe Stadion. Det kan du selvfølgelig læse mere om her på siden i løbet af lørdagen.
Priserne på Gladsaxe Stadion er 80 kr. for voksne og 40 kr. for børn / pensionister, men du kan stadig nå at købe dit sæsonkort i AB Shoppen på Den nye Tribune til rigtig gode priser: 700 kr. for voksne og 350 kr. for børn / pensionister, og med 14 hjemmekampe tilbage, giver det en rigtig god besparelse.
På Den Gamle Tribune er det kun indgang 2 (v/ skøjtehallen) der er åben og den skal benyttes af både AB og Frem tilhængere.
Det sportslige
ABs trænerduo Flemming Christensen og Michael Schäfer har efter lørdagens træning truppen klar til morgendagens kamp på Gladsaxe Stadion mod Frem og den ser således ud:
Jens Waltorp Sørensen og Thomas Seidelin (målmænd), Kenneth Bjergsted (billedet), Mathias Tauber, Jacob Berthelsen, Casper Andersen, Andreas Sørensen, Peter Benjaminsen, Casper Henningsen, Rasmus Nielsen, Thomas Asmussen, Klaus Lykke, Carsten Fredgaard, Nicolai Jørgensen, Jesper Håkansson, Simon Bræmer, Poul Hübertz og Nick Christensen.
ABs farlige angriber Simon Bræmer (billedet) sad over i onsdagens 3-0 sejr i Ekstra Bladet Cup mod Søllerød-Vedbæk, så mon ikke han er sulten efter et par scoringer i dagens kamp.
De to U/19 landsholdsspillere Oliver Lund og David Boysen er fortsat skadede.
Flemming Christensen ser frem til opgøret mod Frem.
Vi skal fortsætte de gode takter fra i onsdags, hvor der var meget mere tempo i spillet, vurderer Flemming Christensen. Samtidig er jeg sikker på, at vi får et Frem hold på besøg, der tørster efter, at komme på pointtavlen, så der venter en svær opgave. Vi skal være klar fra første fløjt.
Cheftræner for Frem er Christian Andersen og han udtaler sig således på Frems hjemmeside:
AB har sat sig selv lidt under pres ved at melde så hårdt ud om, at kun er der en ting der tæller i 2009/10, nemlig oprykning. Det har gjort, at deres spil har været lidt stresset i de 3 første kampe, men de har ikke tabt, og det viser lidt om deres klasse. Jeg har et godt kendskab til AB, og vi skal ud og spille kontant og håbe, at vi ikke igen får udfald i ca.10 minutter af kampen, som vi har haft i alle 3 turneringskampe. Vi skal spille alle 90 minutter med stor koncentration og derved få vores første point, slutter cheftræner Christian Andersen.
På Frems hold er der masser af spillere, der tidligere har spillet i AB. Thomas Krause (54 kampe / 10 mål), Samir Haiba (47 / 4), Patrick Wozniacki (37 / 7), Prince Nana (33 / 12), Kadir Mumuni (28 / 2) og Martin Jürgensen (8 / 0). Den modsatte vej har Jesper Håkansson (42 kampe / 12 mål), Poul Hübertz (42 / 17) og Thomas Seidelin (17 / 0) alle en fortid i Valby klubben.
Frem er ikke startet alt for godt i denne sæson. 3 kampe – 3 nederlag, og en målscore på 2-9, var vel ikke lige den start amatørerne fra Valby havde tænkt sig.
Også Frem spillede Ekstra Bladet Cup i onsdags. De mødte HB Køge i Valby Idrætspark og fortsatte den kedelige stime med et 0-3 nederlag.
De sidste 10 indbyrdes opgør har givet 3 AB sejre, 3 uafgjorte og 4 Frem sejre. Måltallene er 16-15 i ABs favør.
Sidst AB og Frem mødtes var i Valby Idrætspark i foråret, hvor AB vandt sikkert 3-0 på mål af David Boysen, Simon Bræmer og Thomas Asmussen, mens det blev 1-1 sidst på Gladsaxe Stadion. Christian Høgni Jacobsen scorede for AB, men Søren Weibel fik udlignet i slutminutterne.
Dommer i kampen er Henrik Priegel med Martin Wulff og Philip Gojko Pilipovic på linjerne og der er kampstart søndag kl. 15.00 på Gladsaxe Stadion.