Efter ABs flotte 4-2 sejr over Hvidovre er det nu igen tid til at tænke på pokal fodbold, når AB i Ekstra Bladet Cup tager imod FC Nordsjælland på onsdag kl. 19.00.
Med en stime efter sommerferien på 9 AB kampe uden nederlag og en målscore på 25 – 10 forventes der mange tilskuere på Gladsaxe Stadion, så derfor lidt praktiske informationer.
René Henriksen Lounge
I Rene Henriksen Loungen på Den nye Tribune er der som altid mulighed for at få en bid mad inden kampen til meget rimelige priser.
Således koster mad og billet til kampen 100 kr. og børn mellem 6-15 år slipper med 75 kr. derudover er der salg af drikkevarer til meget fornuftige AB priser.
Det eneste du skal gøre, er at møde op i Rene Henriksen Loungen på 2. sal på Ny Tribune fra kl. 17.30 og tilbuddet gælder alle AB fans.
Der vil som altid være mulighed for at deltage i måltipskonkurrencen, hvor vinderne få del i den kontante præmiepulje.
Indgange
Indgang 2 ved Gammel Tribune mod Skøjtehallen og indgang 4 ved Ny Tribune vil begge være åbne.
FC Nordsjælland fans bedes benytte Indgang 2 og vil blive placeret samlet i den ene ende af tribunen.
Priserne på Gladsaxe Stadion er 80 kr. for voksne og 40 kr. for børn / pensionister og indgangene åbnes kl. 18.00.
Gratis Ekstra Bladet
Som sponsor for pokalturneringen vil der til de første 300 tilskuere være et gratis avisbevis til Ekstra Bladet.
Sæsonkort
Husk at AB sæsonkort ikke gælder til Ekstra Bladet Cup, og det gør Divisionskort heller ikke.
Ungdomsmedlemmer
Ungdomsmedlemmer fra både AB og Farum har gratis entré – husk gyldigt medlemskort.
Vel mødt onsdag aften til lokalt pokalbrag på Gladsaxe Stadion.